Fantastisk Forfatterkursus

Forfatterværelse på Hotel Phoenix Copenhagen

Da jeg fejrede 40 års fødselsdag ønskede jeg mig penge til et forfatterkursus. I eftersommeren bestilte jeg kurset. Et weekendkursus hos Skriveværkstedet i København. Jeg reserverede også et værelse på et hotel ikke for langt fra kursusstedet.  Det blev til dette lille, fine tagværelse på Hotel Phoenix Copenhagen. Rigtig hyggeligt og prinsesseagtigt og med udsigt udover byens tage. Det var superlækkert, men også lidt dyrt. Alternativet var dog et hotel i den skumle ende af Istedgade, og det havde jeg ikke mod på.

Inden forfatterkursus skulle jeg lave en hjemmeopgave og sende den til Heidi Korsgaard, forfatter og underviser på kurset. Opgaven var at skrive en novelle, der skulle indeholde de 5 følgende ord/elementer:

• Kuffert
• Mobiltelefon
• Chokoladecroissant
• "Det kommer til at ske igen" (replik)
• Flybillet

Ret hurtigt, fandt jeg ud af at min novelle skulle finde sted i Nuuk og fik mange gode idéer. Men jeg var lidt længe om at komme igang med den, og fik overskredet deadline. Den skulle have været indsendt tirsdag d. 8. oktober kl. 10.00, men blev først sendt onsdag (9. oktober) morgen kl. 04.10!! Det var lidt med bævende hjerte, at jeg sendte min novelle ind, så de andre kursister også kunne læse den. Nervøsitet for hvad de andre kursister og underviseren ville synes. Var den god nok, eller var det bare noget bras? På den anden side, så kunne jeg jo lære noget af det, som eventuelt ikke duede i min historie, ved min skrivestil og struktur.

****

Her er novellen:

DET ALLER KÆRESTE JEG HAR…….

Af Ida Garsaae

Hans Egede skuede på en sært beskyttende måde ud over Nuuks gamle kolonihavn fra sin fjeldtop ved siden af præsteboligen. Pipaluk kiggede sig over skulderen, da hun kravlede ned af klipperne for at komme ned til Havets Moder. Det var ebbe, og den smukke røde granitfigur af Havets Moder, omgivet af de grønlandske dyr, glinsede i formiddagssolen. Ingen vidste endnu at Pipaluk var tilbage i Nuuk. Hjemme igen. Hun nåede ned til Havets Moder og lagde hånden på isbjørnens snude. Sidst hun havde stået her, med hånden på isbjørnens snude, havde det været for at tage afsked.

Det var fire år siden og hun havde ikke været i Nuuk siden. Fire år er ikke umiddelbart lang tid, men Pipaluks liv var endnu ungt, og selv om hun kun var 23 år gammel, havde hun allerede oplevet og båret mere end de fleste. Hun var født og opvokset i Ilulissat nordpå, men da hun var 13 år havde fjorden taget hendes far. Han var taget på jagt og kom aldrig hjem. Samme år tog fjeldet hendes mor. Hun var blevet qivitoq. Sorgen havde været for tung at bære, og hun var gået i fjeldet og kom heller aldrig hjem. Pipaluk blev sendt rundt mellem slægtninge i Ilulissat i nogle år. Som 15-årig kunne ingen længere have hende, og hun kom til Myggedalens børnehjem i Nuuk. Tre trygge år var det blevet til på Myggedalens børnehjem, indtil hun i lovens øjne var myndig og skulle klare sig selv. Derefter fulgte et turbulent, men også dejligt år. Det var det år hun havde mødt Pavia.

Der løb mange følelser igennem hende, som hun stod der med hånden på isbjørnens snude. Minderne fik bølger af sorg og glæde til at vælde igennem hende i et forvirrende virvar. Midt i virvaret bredte der sig også en sær ro. En ro hun ikke havde følt længe. Sorgen og glæden som minderne rodede op i havde hjemme her i Nuuk. Hun kiggede igen over skulderen og fæstnede blikket på Hans Egede. Et sted bag ham lå Myggedalens Børnehjem. Det var der hun  skulle hen om et øjeblik. Oppe på vejen stod en taxa og ventede på hende. Taxachaufføren sad med åbent vindue og talte i mobiltelefon. Hun kendte ham ikke af navn, men af udseende. Hun havde vist i sin tid gået i klasse med en af hans brødre. Hun sukkede. Nu gik Kamik-posten i gang, inden længe ville folk i byen vide, at hun var tilbage.

En dyb indånding skabte lidt ro henover virvaret af følelser, der kørte i hendes indre. Hun kravlede adræt og hurtigt op ad klipperne, og satte sig ind i taxaen.

”Bare fortsæt”, sagde hun med rusten stemme.

Taxachaufføren fortsatte sin samtale på mobilen, men havde hørt hende og bilen satte i gang.

Få minutter senere stoppede taxaen ved Myggedalens Børnehjem. Hun betalte for turen og fik sin kuffert. Den var ikke tung, men denne gang indeholdt den heller ikke det meste af hendes liv. Så stod hun der, foran døren og kunne banke på. I de sidste fire år havde hun drømt om denne dag. I sine tanker havde hun gennemspillet, hvad hun skulle sige og hvad hun ville gøre. Hendes hånd rystede, da hun foldede den til en knytnæve og lod knoerne ramme døren i tre hårde bank.

Der lød fodtrin og en stemme på den anden side af døren. Pipaluks hjerte sprang et slag over, da hun hørte låsen skramle og så håndtaget bevæge sig. Døren gik op.

En ung dansk mand på hendes egen alder åbnede døren. Han smilede venligt og hilste på grønlandsk. Hun gengældte hans hilsen på grønlandsk, men fortsatte på dansk.

”Jeg hedder Pipaluk Markussen, jeg leder efter Birgitta Eliassen, hun var forstander her for fire år siden. Kan du hjælpe mig?” Den unge mand præsenterede sig som Jakob Storm og inviterede hende indenfor. Birgitta var stadig tilknyttet børnehjemmet, men var til lægen med et barn, der skulle vaccineres og ville snart være tilbage.

Pipaluk tog en dyb indånding og gik ind i entréen. Husets velkendte lugte og lyde bød hende velkommen hjem.

Jakob serverede en kop te og en halvtør chokoladecroissant for Pipaluk, mens hun ventede på Birgitta. De sad i køkkenet. Alt lignede sig selv. Fra vinduet i køkkenet havde man en fin udsigt over fjorden. Et par små både var på vej ud på fjorden. Jakob var venlig og prøvede at holde en samtale i gang.

”Jeg så to hvaler svømme igennem fjorden for en uge siden,” sagde han og indikerede med hånden, at han havde set det fra køkkenvinduet.

Pipaluk smilede mat og nikkede.

”Det sker sjældent,” sagde hun. ”Du er heldig, at du så det”.

”Jeg nåede også at tage nogle billeder,” fortsatte Jakob ivrigt. ”Vil du se dem?”

Hoveddøren gik. Det gav et sæt i Pipaluk.

”Nå, det må være Birgitta og Minik, der kommer tilbage fra Sana”.

Et øjeblik efter kom Birgitta ud i køkkenet. Hun fik straks øje på Pipaluk. Hendes ansigt gik på få sekunder fra forskrækket overraskelse til glædes tårer. Pipaluk rejste sig og kom hende i møde. De omfavnede hinanden og stod et langt øjeblik sådan. Husets duft, Birgittas duft og blødheden i hendes favn føltes trygt og godt.

”Pipa, søde ven, hvor er du blevet smuk og voksen.” Birgitta trak sig lidt ud af omfavnelsen, så hun bedre kunne se Pipaluk.

”Jeg vidste ikke, om du stadig ville være her.” Tårer begyndte at løbe ned af Pipaluks kinder og hendes hals snørede sig sammen, hun rømmede sig. ”Jeg er her for at se min søn Ilannguaq, kan du hjælpe mig? Vil du ikke nok hjælpe mig?”

”Jeg kan godt hjælpe dig,” hviskede Birgitta og trak Pipaluk ind i sin favn igen.

En halv time senere sad de i Birgittas bil på vej mod Qinngorput. Birgitta havde ringet rundt og fundet ud af , hvor Ilannguaq befandt sig. Ilannguaq var i pleje hos en dansk familie, lidt uden om systemet, som hun formulerede det. De kørte gennem hovedgaden i Nuuk, forbi Hotel Hans Egede, og værtshuset Maximut. Bybilledet var velkendt og Pipaluk genkendte også enkelte ansigter. Foran Brugseni stod allerede mange mennesker med små boder. Nogen solgte kvan i bundter og fisk fanget på fjorden og andre solgte sælskindsluffer og smykker.

Det gibbede i Pipaluk, da de passerede Maximut. Det år hun havde haft med Pavia begyndte og endte der. Pipaluk begyndte at fortælle Birgitta om den korte tid med Pavia og Ilannguaq, og hvad hun havde lavet siden hun rejste fra Nuuk.

Da hun ikke længere kunne bo på Myggedalens Børnehjem, havde Birgitta hjulpet hende med at finde et job. Hun var blevet stuepige på Hotel Hans Egede og havde lejet en værelse i en lejlighed, hvor der boede et par piger mere på hendes egen alder. Det havde været en sjov tid med fest og farver. Nuuk vrimlede med liv, håndværkere fra Danmark og andre lande, forretningsfolk, kunstnere og musikkere. En aften havde hun mødt Pavia på Maximut. Der havde været live musik på værtshuset den aften og Pavia var guitarist i bandet. Han var en mild og følsom fyr, og ikke som nogen af de andre fyre Pipaluk havde kendt. Modsat mange af deres jævnaldrende, så drak han ikke alkohol. Han kunne ikke lide det, sagde han, men Pipaluk fornemmede at grunden var en anden, og at det gjorde for ondt at snakke om, hvad grunden var. Så hun spurgte ikke. Pavia tog sig godt af hende, han var sød og kærlig, og han holdt altid, hvad han lovede.

Da de havde kendt hinanden i to måneder blev Pipaluk gravid. Det var absolut ikke meningen, og hun blev ked af det og var sikker på at Pavia ville droppe hende, når hun fortalte det. Men, tværtimod. Han var taget med hende på Sana til graviditetsundersøgelse, og efter første undersøgelse forsikrede han hende om, at de nok skulle klare det sammen, og at han glædede sig til, at de skulle være forældre. De fandt en lille lejlighed, der var lige tilpas til en lille familie på tre. Pavia fik job som arbejdsmand for en lokal murer og spillede med sit band i weekenderne. Ilannguaq blev født og Pipaluk og Pavia havde været øre af lykke og kærlighed. Men lykken endte brat.

Knap halvanden måned efter Ilannguaqs fødsel eksploderede Pipaluks verden. Den lykkelige virkelighed med en dejlig kæreste og en skøn baby blev afløst at et uvirkeligt virvar af sorg. En aften, hvor Pavias band havde spillet på Maximut var der opstået uenighed mellem ham og en anden fyr. Fyren anklagede Pavia for at have stjålet hash fra ham. Skænderiet blev hurtigt til et voldsomt slagsmål på gaden foran Maximut. Da politiet ankom til stedet lå Pavia helt stille på gaden, og fyren, han havde været oppe at slås med, var stukket af. Pavia blev kørt på hospitalet, men kort efter ankomsten døde han, som følge af slag og spark i hovedet. Fyren, der var stukket af fra slagsmålet, dukkede op hjemme hos Pipaluk og truede hende til at udlevere den hash, han mente Pavia havde stjålet. Han havde haft en pistol med og flere gange havde han holdt  pistolen til Pipaluks pande og truet med at skyde. Naboerne i ejendommen tilkaldte politiet, men det gjorde kun situationen værre. I flere timer blev Pipaluk og Ilannguaq holdt som gidsler i lejligheden.

I løbet af den næste uge blev der vendt op og ned på Pipaluks liv. Pavia var død, og blev bisat. Myndighederne begyndte at overveje om det var sundt for Ilannguaq at bo i lejligheden med Pipaluk. Pludselig tvivlede man også på om hun overhovedet kunne tage vare på et lille barn. Hun var så ung, og med en baggrund som forældreløs og en tid på børnehjem, så det ikke godt ud. Hun begyndte også at få trusler på livet fra folk i hashmiljøet, som hun ikke kendte. Politiet rådede hende til at forlade Nuuk, da de ikke kunne garantere hendes sikkerhed, hvis hun blev.

Før hun nærmest forstod, hvad der foregik, stod hun i Nuuk Lufthavn med en flybillet til København uden kæreste og barn og forstenet af sorg.

I Danmark havde hun brugt noget tid på at komme sig. Hun havde grædt og råbt til himlen. Pavia var borte for altid og Ilannguaq havde fået samme skæbne som hende selv, og var forældreløs.

”Det kommer til at ske igen.” Ordene havde lydt som et ondt mantra i hendes hoved, hver gang hun tænkte på Ilannguaq.

Langsomt blev hun stærkere og sorgen blev hen ad vejen lettere at leve med. I Danmark tog hun en uddannelse, og hun indså, at hun måtte være stærk for Ilannguaq. Hun lavede om på det onde mantra, så det i hendes tanker blev til: ”Det kommer IKKE til at ske igen.” Ilannguaq skulle ikke være forældreløs, han skulle være hos hende.

”Så er vi her,” sagde Birgitta og smilede. De var ankommet til et kvarter med en masse forskelligt farvede rækkehuse i to plan. Der så pænt og hyggeligt ud.

Pludselig blev Pipaluk usikker. Ilannguaq havde jo ikke set hende siden han var to måneder gammel, så han anede ikke hvem hun var. Hun ville være fremmed for ham. Det var dumt, det her. Hvordan kunne hun tro, at hun bare kunne komme og hente sit barn efter fire år. Det var hendes ønske og ikke hans.

Birgitta så hendes tøven og lagde en hånd på hendes skulder.

”Pipa, han ved, at du er hans mor. John og Mette, som han bor hos, har fortalt ham om dig, og han har billeder af dig. ”

Pipaluk tog en dyb indånding og nikkede beslutsomt og sammen gik de hen mod hoveddøren.

Døren blev åbnet af Mette, Pipaluk hilste på hende uden at lægge mærke til andet end at hun så rar ud. Ved siden af Mette stod Ilannguaq. Synet af ham tog pusten fra Pipaluk. Han havde Pavias smil og milde glimt i øjnene. Han kiggede på hende med store og nysgerrige øjne.

”Du er min rigtige mor”, sagde han og gik tillidsfuldt hen imod hende.

Pipaluk satte sig ned på knæ, så hun var i øjenhøjde med ham.

”Ja, det er jeg,” hulkede hun lykkeligt.

Ilannguaq smøg sig ind i hendes arme og gav hende et kram, som det mest naturlige i hele verden.

”Du skal ikke være ked af det, min rigtige mor! Jeg er jo lige her.”

”Ja, det er du,” sukkede Pipaluk. ”Du er det aller kæreste jeg har……”

****

Jeg fik god respons, men også kritik, god og konstruktiv kritik!! Det var superfedt. Det føltes lidt ligesom, at have stavet et helt vildt svært og langt ord næsten rigtigt. Så mine fejl og mangler kan jeg bruge til at blive bedre.

Jeg var god til at beskrive Nuuk og tage læseren i hånden, så de kunne forestille sig, hvordan der så ud, men jeg skal dvæle lidt mere ved steder, situationer, bruge sansebeskrivelser, og bruge dialog til at få handlingen til at skride frem, så man ikke får en refererende fortælling. 

På kurset arbejdede vi med alle disse ting, så det var helt perfekt for mig. Vi arbejdede også med flowskrivning, som jeg kender fra to Powerwriting-kurser hos Bo Skjoldborg. (http://www.flowskrivning.dk/index.php?mID=&pID=3)

Første kursus dag arbejdede vi med:

• Egne tekster (hjemmeopgaven)
• Berettermodel
• Nøglescener
• Sansebeskrivelser
• Synopsis over skriveprojektet
• Bagsidetekster
• Besøg af tidligere kursist, der nu har udgivet en bog!
• og meget andet......

Sammen med Heidi Korsgaard.

Anden kursus dag arbejdede vi med:

• Powerwriting
• Personer
• Struktur i skriveprojektet/romanen
• Dialog
• og meget andet.....

Med Heidi Korsgaard og Charlotte Lerche.

Jeg fik lejlighed til at tale med Charlotte Lerche, som skriver til børn og unge i forskellige genre, bl.a. også fantasy, som jeg bevæger mig inden for i mit kommende projekt. Charlotte snakkede om, at hun var ved at oprette en skrivegruppe for fantasy-forfattere. Den vil jeg prøve at koble mig på, og se hvor det kan føre mig hen.

Jeg kom fra kurset med en god værktøjskasse, som jeg kan bruge i skrivearbejdet. Min egen roman-idé fik jeg også kastet nogle flere tanker og ord efter. Nu skal jeg lave en synopsis over mit projekt, arbejde med mine personer og steder i romanen og igang med at skrive nøglescener. 

Jeg købte en skrivebog, som Heidi Korsgaard anbefalede. Den hedder "Skriv så det fænger", skrevet af Teddy Petersen. Den glæder jeg mig til at læse. Derudover kommer der en e-bog via http://www.skrivevaerkstedet.dk om at skrive til børn og unge fra Charlotte Lerche. Den skulle komme indenfor den næste måned, og den glæder jeg mig til. Min målgruppe er unge, så der kan jeg blive klogere på mine læsere. Hvad vil de have, og hvordan skal jeg skrive for at fastholde dem, og til slut efterlade dem med følelsen af at have læst en rigtig god historie?!

Derudover købte jeg to bøger af Heidi Korsgaard og fik dem naturligvis signeret. Heidi har været ghostwriter på/samarbejdet om disse to bøger; "Tsunamien" af Rikke Wang & Heidi Korsgaard og "Min hjertesag" af Lene Hansson og Heidi Korsgaard. På kurset fik vi også lidt at vide om baggrunden for disse bøger. Hvordan de er blevet til og hvordan processen med at skrive dem har været. Spændende og lærerigt.

Jeg fik rigtig meget med mig fra forfatterkurset "Sådan kommer du igang med din bog - Bestsellerkursus". Det var en supergod weekend, hvor jeg arbejdede med MIN DRØM. Jeg er klar over at forfatterdrømmen kræver RIGTIG MEGET arbejde. SKRIV, SKRIV, SKRIV OG ATTER SKRIV. Jo, mere man skriver jo bedre kan man blive. Men det kræver MANGE timers arbejde, mange skrevne ord, som ikke bruges og man skal ikke regne med at kunne leve af det. Det er en drøm med hårde odds. Men det er MIN DRØM og DET ER FEDT!

Taknemmelig for en skøn skriveweekend;0)

Ida

Syv sunde skridt

Hvordan er det gået?

Hvordan er det gået med at følge principperne i Anette Harbech Olesens "Syv Sunde Skridt"?

Jeg har forsøgt at følge alle principperne så godt som muligt.

Skridt 1 - Husk morgenmaden.
Skridt 2 - Sov godt.
Skridt 3 - Læg madplan - skift fokus fra kød til grøntsager.
Skridt 4 - Sig JA til livet! (Lyt til dig selv, meditation)
Skridt 5 - Hold blodsukkeret stabilt.
Skridt 6 - Skræddersy din motion.
Skridt 7 - Hold fast i de gode vaner.

Det er dejligt overskueligt med blot 7 skridt at følge og alle er vigtige og givtige på hver deres måde.

Jeg oplever at have en travl hverdag, hvor jeg ikke får spist morgenmad, står tidligt op og går sent i seng, ikke lige får frugt og grønt nok, ikke helt har fået planlagt dagens måltider, glemmer mig selv, falder i blodsukker-fælder og ikke får dyrket den daglige motion. Meget klassisk og på ingen måde usædvanligt.

Med Anette Harbech Olesens "Syv Sunde Skridt" fik jeg kort og præcist beskrevet, via bogen og hendes nyhedsbreve, hvordan jeg nemt og bekvemt kan tilgodese min hverdag med sunde tiltag.

Morgenmad - Hvordan jeg nemt laver en god morgenmad, der giver mig en god start på dagen. Hvad skal jeg vælge for at få mest ind på energi-kontoen. Glutenfrit brød og grød gør underværker i min mave.

Søvn - Jeg mærkede på krop og sjæl og igen på energi-kontoen at nattesøvnen er supervigtig.

Madplan - En hyggelig ting at side med om søndagen. Der letter hverdagen hele ugen igennem, når der er tænkt morgenmad, frokost og aftensmad ind i den. Man bruger rester til nye retter dagen efter, køber fornuftigt ind i forhold til planen. Indkøbsbyrden lettes også.

Meditation - Det er også vigtigt med tid til sig selv. Tid til at nyde at være. Det er ligeså overskudsgivende som en god nats søvn. Meditation er også godt til at slippe tankerne og hverdagens stress og jag.

Stabilt boldsukker - Med et stabilt blodsukker kommer man bedre igennem dagen. Man går ikke kold, og falder i en sukkerskål! Her er måltidplanlægningen og de rette snacks alfa og omega!

Motion - Vælg en motionsform der passer dig og som nemt og af og til hurtigt kan nydes;0)

Hold fast i de gode vaner - Det lyder nemt, men er stadig svært at holde fast i vanerne, synes jeg. Men jeg holder fast i så mange af de syv sunde skridt, som jeg kan hver dag. Nogen dage har jeg fat om tre skridt, andre dage fem, ind imellem ingen og på gode dage dem alle!!!!

Anette Harbech Olesens "Syv Sunde Skridt" kan klart anbefales, hvis man gerne vil lukke sundheden ind i sit liv og få det bedre med sig selv.

Hendes nye bog "Den Glutenfri Kogebog, som hun har skrevet i samarbejde med Lone Bang er også rigtig god.

Sund hilsen

Ida

Sunde skridt og bøger om livsstile og kure

En af mine "Bibler".

I ugeblade, på Facebook, på internettet og i bøger er der mange gode råd til en sundere livsstil og hverdag. Der er Dukan kost, kernesund kost, 5:2 fastekure, stenalderkost og meget andet. Men alle de mange "in put" kan også være forvirrende. Alle disse kure og livsstile er pakket ind i flotte bogudgivelser med fantastiske billeder og gode forklaringer om livsstilen/kuren og dens fordele og virkninger.

 Der er elementer i alle disse livsstile og kure som tiltaler mig, og der er ting som jeg tænker kan være svære at implementere.  Jeg har ikke nogen sundhedsfaglig baggrund eller belæg for at udtale mig om det faglige og videnskabelige i disse livsstile eller kure, så det afholder jeg mig fra.

Men for min egen skyld vil jeg over de næste mange måneder gennemgå nogen af de mange bøger om livsstile, kure og madopskrifter jeg har stående. Jeg vil gennemgå mine erfaringer og fremhæve favoritting og opskrifter fra bøgerne.

På min rejse gennem min bogreol, håber jeg også, at jeg langsomt finder en sikker og sund vej for mig selv. Jeg håber også at min rejse kan gavne andre, og modtager gerne kommentarer og andres erfaringer undervejs. Det er ikke min intention at blande livsstilene/kurene sammen, men at undersøge og afprøve, og at smage og mærke mig frem til, hvad der gavner mig og øger min sundhed og mit velvære.

Som H.C. Andersen sagde: "At rejse, er at leve!" Min rejse begynder med "Syv sunde skridt" af Anette Harbech Olesen.

Bogen ligger nu på mit køkkenbord, som guide og køkkenassistent det næste lange stykke tid. Bogen er også som e-bog på Ipad'en, så jeg kan læse, inspireres og sammensætte kostplaner derfra, når jeg er på farten. Desuden modtager jeg Anette Harbech Olesens nyhedsbrev fra hendes inspirerende hjemmeside http://www.madforlivet.com.

Taknemmelige hilsner

Ida

Mindfulness i min hverdag!

Små skridt mod en hverdag med mindfulness.

Hverdagen er nu nært forestående efter en lang ferie. En lang og dejlig ferie! Der er dog bare det lille men for mig, at jeg inden ferien var ret stresset, og nok har været det alt, alt for længe. Det fik min dejlige og lange ferie ikke helt has på. Jeg fik ikke helt givet slip på arbejdet og den hjemlige "to-do-liste" med alt for mange overskredne projekter, der lige skulle klares i ferien.

Mit problem er, som for tusindvis af andre mennesker, at jeg har supersvært ved at passe på mig selv og tage mig af mig selv. Jeg er rigtig god til at sørge for min familie, mine venner, mine kolleger og folk der kommer som gæster i mit hjem. Så ind imellem går jeg og bliver lidt ked af det, fordi der mangler noget......

Det noget, er mindfulness for mig! Jeg skal kunne mærke og nyde ting omkring mig, og jeg skal kunne mærke mig selv,  hvis ikke i ferien, så i hvert fald i hverdagen. For hvis jeg kan få mindfulness ind i hverdagen, så er det der også næste gang jeg har ferie. Så næste ferie, og hverdagen indtil da, bliver optimal.

I de sidste uger af min ferie er jeg begyndt hos en Mindfulness konsulent, som hjælper mig med samtaler, øvelser og meditation:

Samtaler -  Jeg får vendt tankerne i mit hovede og får sat ord på dem. Tit er tingene større og "farligere" inde i hovedet. Når man får sat ord på tankerne, er det ind imellem som at punktere en stor ballon, så den bagefter er lille og til at have med at gøre. Andre gange kommer man også selv med en løsning, eller en vej til en løsning, på det man tænker så meget over.

Øvelser - Mindful Walking og Mindful Eating. To ting jeg gør hver dag, som kan gøres med mindfulness.

Mindful Walking - Gå en tur og fokuser på følelsen af at gå og tøm hovedet for tanker og hold fokus på at gå, hvordan føles underlaget man går på, hvordan er lydene, duftene, mærker man vinden eller varmen eller regnen?
En god øvelse til at koble af fra pligter og gøremål i hverdagen, følelser omkring det man når/ikke når. Det vigtigste er at være i nuet og nyde det, imorgen render ingen steder, vi kommer tættere på imorgen hvert minut uden at bevæge os!

Mindful Eating - Tag en lille håndfuld rosiner og læg den på bordet eller i din hånd. Luk evt. øjnene. mærk med fingrene hvordan rosinerne eller en enkelt rosin føles at røre ved. Tag den op til næsen. Har den en duft? Put den i munden og leg med den med tungen. Hvordan føles den? Bid i den og smag på den. Hvordan smager den?
Et markant stress-symptom er netop bøvl med mave og fordøjelse. Spekulationer og travlhed sætter sig i min mave. Jeg indtager min kost hovedløst og i travlhed. Her skal tankerne og hovedet trænes til at koncentrere sig om at spise og nyde i ro. På den måde vil jeg få mest næring ud af min kost, min mave vil få ro og jeg vil ikke spise for meget, da jeg vil få nærvær til at lytte til min krop og mærke om det er sult eller tørst eller en følelse jeg skal tilfredsstille.

Meditation - Få styr på vejrtrækningen og mediter i et kvarter hver dag. Det lyder nemt og til at overskue, et kvarter burde være nemt at finde i løbet af dagen. I skrivende stund kommer min vejrtrækning sjældent helt ned i maven, den er meget overfladisk og begrænser sig ofte til den øvre del af brystet. Men meditationstræningen gør, at jeg mærker, at det gavner mig og giver mig ro og følelsen af at give slip, når jeg trækker vejret helt ned i maven og puster langsomt ud igen.

Imorgen starter hverdagen for fuld kraft, men også en hverdag med små "mindfulde" skridt.

God dag og taknemmelige hilsner

Ida

8. december - Bilproblemer igen....

Så kom julekruset frem!

For små tre måneder siden berettede jeg, på denne blog, om min gamle Ford Mondeo, der i morgentravlheden gik i stykker. Den blev afløst af en dejlig Volkswagen Golf Stationcar, som dog i går ved midnatstid fik køreproblemer. På vej hjem fra en hyggelig aften i gode venners lag, meldte bilen pludselig på tysk "Generator Werkstat". Så bøvl med generatoren og et ønske om at komme på værksted. Problemet var bare at klokken var 23.30, så ingen værksteder var åbne. Styretøjet på bilen blev pludselig ret tungt, så jeg kørte ind til siden og ringede til det vennepar, som vi netop havde sagt: "Tak for iaften!" til. Vores gode ven kom og hjalp os (mine drenge og jeg) hjem med bilen. Det viste sig at et hjul som en af remmene til servostyringen køre hen om var røget af, så vidt jeg forstod.

Lørdag var udfordringen så at få fat i værkstedet og finde en bil, som jeg kunne låne indtil Golfen er klar igen. Så det er lørdagen gået med. Heldigvis, mener de på værkstedet ikke at det er særlig alvorligt, og da slet ikke noget som er en stor sag at reparere. Jeg fik dog løst dagens udfordring med at få fat i en lånebil, så jeg kan klare søndagen og mandagen. Det bliver nu spændende at se, hvor slem den snestorm, som vejrudsigten lover i løbet af søndag, mon bliver. Jeg håber ikke det bliver så slemt, og at vejene er farbare mandag morgen. Jeg er IKKE meget for det glatte føre.

Jeg håber på en mild snestorm og et flot snedække. Det snedækkede landskab udenfor er jo bestemt godt for julestemningen og det giver lyst til indedørs hygge, måske med lidt julebageri og lidt fokus på at få pyntet op til jul i det lille hjem.

Taknemmelige hilsner

Ida

7. december - Flæskestegssandwich og pebernødder

Idag har også haft gode elementer af julestemning. Der er kommet en masse små dryp dagen igennem.

• I min 5. klasse læser jeg julehistorien "Iqbal Farooq og julesvineriet" af Manu Sareen højt hver dag i julemåneden. Eleverne (og jeg) synes den er rigtig sjov, så der er mange grin undervejs.
• På lærerværelset idag, var der  ekstra lækkerier i frokostpausen. Rester fra skolebestyrelsens julefrokost, torsdag aften. Lækkert!
• Indkøb efter af arbejde af ingredienser til pebernøddebagning i weekenden.
• Indkøb af store mængder lækre clementiner.
• Aftensmad hos gode venner, der bød på flæskestegssandwich. Bragte minder frem om ture i Tivoli i julemåneden.
• Æbleskiver, julekaffe og julete til en god dansk julekomedie "Noget i luften", efter maden.

Taknemmelige hilsner

Ida

6. december - De urørlige

Fantastisk biografoplevelse!!

En kollega spurgte om jeg ikke havde lyst til at gå med i biografen og se den franske film "De urørlige". Da jeg læste at den handlede om en mand, der var lam fra halsen og ned, tænkte jeg, at den lød til at være dyster og trist. Dystre film er franskmændene i hvert fald rigtig gode til at lave.

Men så læste jeg, at filmen havde overgået en anden fransk film, jeg holder meget af. Nemlig filmen "Amélie" med Audrey Tautou. Så tænkte jeg, at jeg måske ville blive positivt overrasket, og forberedte mig på en hyggelig aften og havde forventningen om at se en god film.

Mine forventninger blev indfriet til fulde. Jeg havde en hyggelig aften i godt selskab, og filmen var virkelig god. Der var rigtig god humor med kant. Helt bestemt en film som jeg godt kan tåle at se igen.

En dejlig aften, hvor jeg slappede af, hyggede mig og grinede. Det er også fremmende for julestemningen.

Taknemmelige hilsner

Ida